Min "fantastiske" egenskab

Hej bloggen.

Jeg synes lige jeg vil dele min fantastiske "evne" med jer herinde. Nu har jeg haft nedtur på siden i lørdags over at have diskuteret med to gutter, så nu synes jeg lige, at jeg ville komme af med det på min måde - nemlig gennem bloggen (traa-daa, here we are!)

"MIN FANTASTISKE EVNE"
Jeg har fundet ud af, at jeg er rigtig god til at blive uvenner med de folk jeg begynder at holde af. Især de drenge jeg begynder at holde af (som venner). Og nej, jeg mener ikke at det er nogen fantastisk evne eller egenskab overhovedet. Det er absolut ikke noget jeg er stolt over, det er så ironisk som det overhovedet kan være.

IKKE BARE ÉN, MEN TO..
I søndags præsterede jeg at blive uvenner med ikke mindre end to af mine venner. Nogle venner som jeg egentlig holder af. Nok mest fordi de er anderledes, fordi de er dem selv og fordi de gør mig glad, når jeg skriver med dem. Men god som jeg er (ironi igen) så formår jeg at få fucket det hele op. Jeg kommer op og skændes - først med den ene, dernæst den anden. Og så er min dag mere eller mindre ødelagt. Det værste er, at det er sådan nogle dumme ting vi er kommet op og skændes over. Og nu gider de her to gutter ikke skrive med mig. Den ene gider i hvert fald ikke - og det var næsten af den mest latterlige grund at vi blev uvenner - men det vil jeg ikke komme ind på her, da det er en "privat sag".

JEG HAR UNDSKYLDT
Jeg har undskyldt overfor dem begge, men den ene svare slet ikke og den anden synes at være ligeglad - men jeg ved det ikke. Jeg kan ikke finde ud af at læse de her to drenge, så det er svært at sige. Men i hvert fald har jeg skrevet undskyld og nu håber jeg bare på at få noget respons fra dem. Jeg hader at være uvenner med folk, jeg har det virkelig dårligt med det. Dårligt i hele kroppen. Jeg bruger så meget energi på at spekulere over, om de vil "tilgive" mig for at være så latterligt dum og lave lort i den, at jeg bliver utrolig træt og jeg får ondt i maven ved tanken.

UVISHED ... JEG HADER DIG.
Jeg hader at gå i den der uvished når de ikke svare en. Er vi stadig uvenner eller er jeg "tilgivet"? Desuden føler jeg altid at det er min skyld det hele. Jeg vil med glæde tage skylden for hele diskussionen, bare de bliver gode igen. Jeg kan ikke rigtig forklare det, jeg får det bare virkelig dårligt af at være uvenner med folk. Jeg kan slet ikke være glad med samvittigheden i behold - hvis man kan sige det. Det er ligesom om at tanken hele tiden ligger i baghovedet af mig. "Er han stadig sur?" - og jeg har lyst til at skrive til dem hele tiden indtil jeg får svar. De ender bare med at blive irriterede på mig, så derfor har jeg besluttet mig for at lade dem være. Jeg ønsker ikke at de skal være sure på mig. Virkelig ikke. Men de synes ikke altid at være enige med mig, for de plejer at fortsætte med at være sure.

Har skrevet undskyld til dem begge to - og håber snart at få svar fra bare en af dem. Er ret sikker på den ene af dem nok skal svare, men jeg tvivler lidt på den anden eftersom han blev virkelig sur. Sådan virkelig virkelig. Men nu må vi se. Jeg håber virkelig at få et svar fra dem begge, for jeg hader at gå her i uvisheden. Og personligt mener jeg, at det er menneskeligt at fejle, men guddommeligt at tilgive. Det håber jeg også selv, at de kan se, for jeg er bare et menneske. Jeg laver fejl, ligesom de selv gør - for mennesket er ikke fejlfrit.