De der aftener hvor man bare ligger alene på værelset og kommer til at tænke på hvor mange mennesker man egentlig savner.
Jeg hader det. Jeg har det sådan alt for tit. Jeg kommer til at føle mig "ensom", på trods af at min familie er lige på den anden side af væggen. Jeg savner min mormor og morfar rigtig meget. I følge mig er de gået bort alt, alt for tidligt. Jeg savner at være sammen med mine folkeskole-veninder pg venner noget oftere. Først når man kommer videre i systemet, finder man ud af hvor godt man havde det i folkeskolen, og min klasse var sgu helt speciel. Jeg savner bare generelt folk som har haft en stor betydning for mig igennem mit liv.
Jeg bliver altid i dårligt humør, men kan ikke rigtig få mig selv til at høre "glad" musik, for sådan er mit humør bare ikke. Den musik jeg hører afspejler ofte det humør jeg er i. Sådan tror jeg i grunden mange mennesker har det. Det er noget af det der gør musik så fantastisk. Der er en sang til alle slags humør, og i øjeblikket hvor man hører det, så passer det bare perfekt på én selv. Jeg elsker at høre musik. Musik er det bedste. Det er beskrivende. Det beskriver de ting, som man ikke selv kan sætte ord på.
DE BEDSTE BLIVER TAGET FRA OS FØRST.
Jeg hader at savne folk, selvom kloge mennesker siger at det er sundt at savne. Det er selvfølgelig også godt at savne, for så bliver du meget mere glad når du endelig ser personen igen. Problemet opstår bare, når de personer du savner aller mest ikke længere lever. Jeg savner min mormor og morfar ufattelig meget. De var de bedste mennesker i hele verden, og alle i hele byen vidste næsten hvem de var. De var nogle gode bedsteforældre. Ikke som de bedsteforældre jeg har tilbage. De har valgt mig fra frem for deres nabos lille datter. De melder afbud til både jul og til fødselsdage. Ja faktisk til alle begivenheder vi invitere dem til. Det har så resulteret i, at de ikke længere bliver inviteret, for de har altid en eller anden latterlig undskyldning for ikke at komme. Jeg har ikke snakket med dem i 3 år efterhånden. Eller jo, jeg har snakket med dem når jeg har været nødt til det, som f.eks. til fødselsdage hvor de ringer for at høre hvad de har givet mig i gave (min mor køber altid gave fra dem). Jeg har ikke noget at snakke med dem om. Jeg synes det er akavet at skulle snakke med dem, for igen, jeg har ingenting at snakke med dem om. De har lukket af for mig, og nu lukker jeg af for dem. Det irritere mig at de er sådan, for før i tiden brugte jeg meget tid ude hos dem. Men hvis de ikke ønsker at deltage i vores liv, så skal de da blive fri. Jeg gider ikke tvinge dem til at komme og besøge mig, og jeg gider ikke længere spilde min energi på at være sur over de melder afbud 30 minutter før de skulle være kommet til fødselsdag.
Nogle gange savner jeg tingene som de var førhen. Ikke at tingene er dårlige som de er nu, for det er de slet ikke. Men der er bare nogle ting jeg savner fra fortiden. Nogle ting som man ikke så som værende gode dengang, men sagtens kan se det nu. Sådan er det jo altid.
JEG HAR DET GODT!
Men så vidt muligt forsøger jeg at leve i nu'et. Ret bogstavligt. Jeg ved ikke engang hvad jeg skal imorgen. Jeg har sjældent aftaler før end et par timer inden det går løs. Jeg har ikke så travlt. Jeg har måske et kedeligt liv. Eller et ret spontant liv. Jeg ved det ikke. Jeg er egentlig også ligeglad, for jeg har det jo fint som jeg har det. Jeg har alt hvad jeg skal bruge. Jeg mangler ingenting. Jeg har mad, jeg har tøj på kroppen, jeg har tag over hovedet, jeg er i gang med uddannelse, jeg har venner, jeg har job, jeg har familie. Jeg mangler ingenting, jeg har alt hvad der er vigtigt for at have et godt liv. Jeg klager skam ikke. Jeg har mig bare en lille nedtur på her til aften, fordi jeg savner nogle som ikke kan komme tilbage til mig. Aldrig nogensinde. De kan kun være i mit hjerte, og der bliver de for altid. De bliver aldrig glemt. Aldrig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar